Gå til hoved indhold

Tilgængelighed for alle

Gentofte Kommune ønsker at fremme tilgængelighed på veje og stier for alle, herunder også mobiliteten for ældre og personer med gangbesvær eller handicap.

De politiske rammer

Gentofte Kommunes handicappolitik, seniorpolitik og Grøn strukturplan sætter de overordnede rammer for tilgængelighed: Gentofte Kommune ønsker at fremme tilgængelighed på veje og stier for alle, herunder også mobiliteten for ældre og personer med gangbesvær eller handicap.

Parkering

Trafikerede veje eller veje med mange parkerede biler kan være vanskelige at krydse. Trafikken kan for nogen udgøre en barriere, og ulovligt parkerede biler påvirker oversigtsforholdene eller holder ud for overgangsstederne, så de er vanskelige at benytte.

Der skal løbende arbejdes for at sikre et tilstrækkeligt antal handicapparkeringspladser i bydelscentrene. Ud over at have fokus på tilgængelighed i bydelscentre vil vi arbejde for at sikre handicapparkeringspladser i rekreative områder, således, at de kan opleves og nydes af alle borgere.

Tilgængelighedsruter

Gentofte Kommune har i samarbejde med Handicaprådet og Seniorrådet udarbejdet en plan med syv forskellige ruter, som tilsammen forbinder en række funktioner og lokaliteter, som er vigtige i hverdagen. Ruterne er så vidt muligt placeret, hvor bolig- og dagtilbud til ældre og personer med gangbesvær eller handicap er koncentreret.

Ruterne danner grundlag for at prioritere tilgængelighedstiltag, så der sikres nem adgang for alle. Samtidig er det afgørende, at fremkommeligheden og trygheden tilgodeses for trafikanterne på ruterne.

Sikre krydsninger

Langsomt gående eller svagtseende kan have svært ved at krydse kommunens befærdede veje. Dette kan for eksempel afhjælpes gennem etablering af krydsningspunkter og -heller, mulighed for tryk til længere grøntid og lydfyr i udvalgte signalanlæg.

Mål for tilgængelighed

  • Skabe tilgængelighed for alle i dialog og samarbejde med Tilgængelighedsforum, herunder drøfte nedenstående indsatser.

Indsatser for tilgængelighed

  • Fortsat tilbyde personlige handicapparkeringspladser i nærheden af egen bolig.
  • Koordinere trafiksikkerhedstiltag med særligt fokus på tilgængelighedsruterne.
  • Gennemføre lokale kampagner for at skabe tryghed og sikkerhed for seniorer, handicappede og gangbesværede i bydelscentre, herunder oplyse om sikkerhedstider i signalanlæg.
  • Løbende følge udbuddet af handicapparkeringspladser i bydelscentre og rekreative områder og afstemme med efterspørgslen.