Gå til hoved indhold

Cykeltrafik

Gentofte Kommune er cykelrig. Afstandene inden for kommunegrænsen er relativt korte, antallet af cykel p-pladser øges løbende, og der er etableret cykelstier langs hovedparten af de overordnede veje.

På cykel i Gentofte Kommune

Gentofte Kommune er cykelrig. Afstandene inden for kommunegrænsen er relativt korte, mulighederne for at benytte kollektiv transport er gode, antallet af cykelparkeringspladser øges løbende, og vi har etableret cykelstier langs hovedparten af de overordnede veje. Specielt omkring skolerne har vi etableret foranstaltninger, der gør det nemmere og mere trygt at cykle til og fra skole. Vi har også etableret supercykelstier, som gør det attraktivt at benytte cyklen som transportmiddel for pendlere.

CO2-udledning fra transport

Transport står for cirka 30 % af al udledning af klimabelastende drivhusgasser. Hvis vi skal nå de nationale og internationale mål om 70 % CO2-reduktion inden 2030, skal vi nedsætte CO2-udledningen fra transporten. Udledning af drivhusgasser reduceres blandt andet gennem overgang til fremtidens grønne transport, herunder cykler. En afgørende forudsætning for vores valg af transportform er, at den er nem – hvilket betyder pålidelig, tilgængelig, fleksibel og komfortabel. I dag er bilen vores foretrukne transportmiddel, hvilket skaber markant trængsel på veje og parkeringsarealer. Hvis vi skal flytte folk væk fra bilen, skal alternativet derfor være nemt.

Tryghed og sikkerhed

Cyklister skal føle sig trygge. Utryghed kan afholde forældre fra at lade deres børn cykle alene i trafikken eller fra selv at cykle med deres børn til og fra skole. Hensynsløs adfærd på cykelstien, hvor der køres hurtigt og aggressivt, kan gøre det utrygt for andre cyklister. Cyklister, der ikke viser hensyn, men foretager chancebetonet kørsel og kørsel på fortovet – specielt i bydelscentre – kan gøre det utrygt for de øvrige cyklister og fodgængere.

Fremkommelighed

Oftest kan det være lettest og hurtigst at komme frem på cykel. Dette kan understøttes ved at prioritere cyklisterne endnu højere i trafikken. Det kan for eksempel gøres gennem udbygninger, hvor eventuelle ”huller” i cykelstinettet udfyldes, eller mindre tiltag som forsøgsvis indførelse af højresving tilladt for rødt for cyklister i udvalgte kryds, hvor det kan gennemføres uden øget risiko.

Cykelparkering ved knudepunkter

Uhensigtsmæssigt parkerede cykler påvirker de øvrige trafikanters mulighed for at bruge det offentlige rum. Problemet reduceres, når cykelparkeringen er tilstrækkelig og logisk placeret. Gode cykelparkeringsforhold ved trafikale knudepunkter kan gøre det attraktivt at kombinere cykling og kollektiv trafik. Det kan understøtte, at forældre cykler med deres børn til og fra skole for derefter at cykle til stationen og skifte til kollektiv transport. Det vil have en positiv indflydelse på trængslen, og færre biler på vejen øger samtidig sikkerheden og trygheden.

Cyklister understøtter også handelslivet i bydelscentre, men for mange parkerede cykler kan forringe tilgængeligheden, når cykler parkeres i naturlige ganglinjer, eller gangpassager bliver for smalle. Derfor er god cykelparkering i bydelscentre essentiel.

Mål for cyklismen

  • 50 % flere benytter cyklen til og fra uddannelse og arbejde dagligt eller mindst en gang om ugen i 2030 (ift. 2020).
  • Andelen af cyklister, der er involveret i trafikuheld med personskade, er reduceret med 20 % i 2030 (ift. 2020).
  • Andelen af cyklister er øget med 20 % på udvalgte strækninger i 2030 (ift. 2021).
  • 90 % af Gentofte Kommunes borgere er i 2025 tilfredse med at være cyklister i kommunen (jf. Den Nationale Cyklistundersøgelse. I 2016 foretog Megafon 150 telefoninterviews i kommunen, med en respondentsammensætning, der var repræsentativ for den enkelte kommunes demografi).

Indsatser for cyklismen

  • Forsat arbejde for gode og attraktive cykelstier med god belægning og servicefaciliteter, der skal gøre det attraktivt at vælge cyklen frem for bilen.
  • Registrere antallet af cyklister og foretage tilfredshedsundersøgelser på udvalgte lokaliteter med henblik på at etablere en baseline til fremtidige mål.
  • Gennemgå cykelstinettet med henblik på at afdække hvor der gennem udfyldning af ”huller” kan etableres mere optimale forbindelser, hvor cyklister kan prioriteres i bybilledet, og hvor trygheden for cyklister kan øges ved etablering af nye krydsningsmuligheder.
  • Kortlægge behovet for cykelparkering ved togstationer, busholdepladser og bydelscentre med henblik på at skabe et overblik over behovet i (type, antal etc.).
  • Forbedre cykelparkeringsmulighederne ved trafikknudepunkter, butiksstrøg, sportsfaciliteter og uddannelsesinstitutioner.
  • Øge fremkommeligheden for cyklister ved for eksempel at indføre tilladt højresving for rødt i udvalgte kryds, hvor det er muligt.
  • Undersøge muligheden for deleordning med at leje eller låne elladcykel.